STRIBER AF ØJEBLIKKE
.
Øjeblikket er et nu der straks forsvinder
Sætter spor i sjælen
Reflekser gennem sansers persienner
Bølger i et hav mellem erindring og drøm
Indtil impuls fra dybet lyser som åbenbar tanke
Skåret til af snævertsyn
Et forlænget nu i sjælens kar
DEN SKJULTE PAGT
Sølle glimt af lys
Ud af sammenpresset mørke
Herskere og etaters pagt
Skjult bag griskheds magt
Råb ud fra balkoner
Løgne ingen tror
En folkemængde raser
Bryder vagters hold
Tør de kumpaner da stå frem
La’ sig veje med sandheds lod
Nej
Regenten styrer helst fra mulmet
Angler med vulgært bedrag
Endnu i dette skæbneøjeblik
MENNESKELAGER
Hoverer
Armen strakt mod herskeren
Bekræfter hundsk hendes dogme
Vækst Vækst Vækst
Stabler tusind tons af tidens trang
Tyve etager menneskelager
Arbejd Arbejd Arbejd
Tilkendt sekunders vellevned
Udsyn til himlens fatamorgana
Uden vid og tanke
Blind for det i dybet
Evigheder i helvede
MÆLKEBØTTE
Min forårssol
Stråler af forventning
Et hvæs i stænglens rør
Erindrings fryd og bitter smag
Mælkebøtten
La’r orkanen hvirvle sine frø
Mod jordens støv og flod
SPRINGET
Det sekund som vinden husker
Et spring fortæller vejen
Fri af tyngde
Mod til handling
Ham kan ingen ave
Ingen stive normer
Ingen lænker
Ej træl med nummer og prioriteter
Ham kan ingen nå
Herskeren griber tomt i luften
Drengen bevæger sig
Uden frygt for mørke skygger
Svæver ud af snævre dogmer
Med frihed for sin egen færd
KÆRLIGHED
Du er ikke som mig
Mennesker Riger Unioner
Rider egne kæpheste
Over bjerge af angst og had
Indtil undren og tvivl
Åbner porte
Måske forventning
Lytter
Prøver at forstå
Hvem er du egentlig
Hvad er det du vil
Måske kan vi rejse sammen
For størst af alt er kærlighed
I dette afgørende øjeblik
EN STOVT KVINDE
Hun er som hun er
Stærk og klog
Ingen bedrageriske indfald
Hun kender sin verden
Havet Luften Multen
Sandet Sælen Strandskaden
Intet vanvid overrumpler hende
Hun måler katastrofernes hærgen
Fortæller kun sandhed uden vås
Hun er ren i handling og kærlighed
Med hjerte for jord og mennesker
Mit håb er hos den stovte kvinde
© Peder Fredskild 2024
Billederne kan købes.
Se priser og betingelser her.