SEKUNDER AF MIN TID

– 5 nedslag i europa

Mit Europa hænger sammen. Fra nord til syd. Fra øst til vest
Imødekommende. Hjælpsomt. Udfordrende.
Med påfaldende forskelle i sprogenes utilnærmelighed, religionernes synlighed, stemmernes toneleje og frokostpausens eller siestaens længde.

Hvert sted, hvert fænomen og hvert menneske har doneret øjeblikke til sanserne hod en fremmed.
Tak for de sekunder vi var på samme frekvens.

Fotografierne her er udvalgt og kurateret i samarbejde med Jens Friis og Maria Fonfara.
Rækkefølgen er som billederne har været udstillet efter rejsen.
Filnavnene angiver sted og dato for fotooptagelserne.
Læs mere om projektet under billederne.

© Peder Fredskild 2021

Billederne kan købes.
Se priser og betingelser her.

 

PROJEKTETS IDE OG PLAN

Projektet var gjort mulig med et rejselegat fra Assens Kunstråd – støttet af Statens Kunstfond.

Min ide var at undersøge hvilke umiddelbare indtryk, der vil ramme en, når man kommer til et ukendt sted på et kortere ophold. Udnytte det moment, hvor der endnu ikke er opstået fordomme og forventninger. Se stedet og menneskene umiddelbart og uden filter.

Jeg ville bruge kameraet til at skabe kontakt med fremmede samt indfange og fastholde uventede situationer.

Jeg valgte at rejse i Europa, fordi det er her, vi har vores kultur fra og nære tilknytning til. Historisk er det stadig nyt, at vi er en del af en europæisk union, som jeg tror, de færreste af os helt forstår. Ganske vidst er de europæiske hovedstæder og turistmål kendte, og vi bliver til stadighed bombarderet med indtryk derfra. Men hvor meget kender vi egentlig til de steder, der ikke illustreres i rejsetillæg og TV-aviser hver anden dag?

Min plan var at rejse til 5 mindre europæiske byer – med 50-100.000 indbyggere. Byer spredt i nord, syd, øst, vest og Centraleuropa. Byer jeg ikke på forhånd havde kendskab til.

Jeg ville opholde mig i hver af de fem byer i tre dage.

Byerne blev udvalgt ved i et atlas at følge en jernbanelinje så langt som muligt i den ønskede retning, indtil jeg fandt en signatur for en by i den definerede størrelse.

Rejsemålene blev:
Luleå i Norrbotten i Sverige
Landshut i Bayern i Tyskland
Presov i det østlige Slovakiet
Vannes i Bretagne i Frankrig
Benevento i Campania i Italien

Rejserne og projektet blev gennemført i efteråret 2021. I det store og hele som beskrevet i min ansøgning til rejselegatet.

PRAKTISK REJSEINFO

Jeg valgte Interrail som rejseform, og delte rejsen  op i 3 dele, som blev gennemført i september, oktober og november 2021. Det var let at bevæge sig omkring med et tre-måneders interrailpas med ubegrænset antal rejsedage.

En rigtig god måde at rejse på, når man lige vænner sig til rytmen. Det tager tid med tog og mange togskift ud til de yderste destinationer. Rejserne strakte sig over i alt 13.034 km. Jeg benyttede i alt 43 forskellige tog plus tre motrolinjer, en længere taxatur (betalt af Deutsche Bahn) og en togbus i Danmark. 

Man må ikke være stresset og ikke beregne for kort til togskift. Tag langsommeligheden som en gave, der giver tid til at tænke, reflektere over oplevelserne, gå en tur med kameraet og ro til at få sjælen med. 

Jeg havde fire overnatninger i hver af de fem byer. Altså tre hele dage til rådighed. Overnatning på de billigste hoteller, jeg kunne finde med højest 15 minutters gang fra banegårdene. Ikke fornemt, men godt og funktionelt. Ingen brug for intern transport på destinationerne.

Jeg var grundig med planlægning. Hotellerne bestilt hjemmefra. Rejserne var grundig planlagt med præcis rejseplan efter interrails Rail Planner, og hvor der var brug for flere detaljer via Deutsche Bahns hjemmeside. Den fungerer overalt. Pladsbilletter hvor det kræves til nattog og hurtigtog var booket hos DSB servicecenter i Odense. De er meget hjælpsomme og klarer det meste – undtagen pladsbilleter i Frankrig. Der må man tage sig tid til en lang kø på en fransk banegård.

Jeg rejste med let oppakning. Kun en lille rygsæk med fornødenheder til turen og en lille skuldertaske med fotoudstyr. Det giver en kolossal frihed at kunne bevæge og have alt med sig uden at skulle knokle eller trække med rullekuffert.

For mig et det ikke teknikken, der er afgørende for at skabe gode billeder. Vigtigere er et åbent sind og øjnene, der ser. Kvaliteten skal selvfølgelig være i orden. Jeg brugte udelukkende et Sony kompaktkamera med full frame chip. RX1R II med fast 35 mm Zeiss objektiv plus en lille flash og ellers ikke andet end ekstra hukommelseskort og batterier.