Til hvert af mine fotografier har Neal Ashley Conrad skrevet Proust-inspirerede lyriktekster (se billedteksterne herunder). I forbindelse med udstillingen er udgivet en håndlavet kunstbog med forord af Banja Rathnov Nellemann og introduktion til Prousts univers af Neal Ashley Conrad.
Fotografierne af Peder Fredskild, I her skal se, er alle udstillede i forbindelse med “Sjælen er et kar fuld af tid – Marcel Proust til tiden” i Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i 2024. Udstillingen, som er en gruppeudstilling, er kurateret af ph.d. og proustekspert Neal Ashley Conrad. Her blander vi fotografi og maleri. Alle kunstnerne forholder sig til den verdensberømte roman af Marcel Proust ”På Sporet af den Tabte Tid”. Fotografiet forholder sig nemlig også til tiden. Til alle tider og i et eller alle menneskers liv. Tiden og evigheden. Sommerdag på stranden. Måneskin. Gammel og træt. Ung og energisk. Følelser vi alle genkender. Det som ustandseligt går igen i et menneskes eksistens. Vi fødes, vi vokser op, vi bliver forelskede, jaloux, vi ældes, vi dør… Vores eksistensvilkår er de samme. Peder Fredskilds tidløse s/h fotografier fremstår som eksistentielle statements. Er det drøm eller virkelighed? Hvad forestiller det egentlig? Det er nok mere stemninger og indre blikke. Er vi der eller var vi der? Proust er blevet kaldt mellemrummets digter. Fredskild kunne være mellemrummets fotograf. Fotografier er nemlig ikke kun billeder AF noget men også billeder PÅ noget. Altså, fotografier er også parafraser over et eller andet. Tegn og symboler. Nogen har sagt: “Ethvert fotografi er en gåde.”
Banja Rathnov Nellemann
Introduktion SJÆLEN ER ET KAR FULD AF TID For Proust er ordet “sjæl” en naturlig del af os, som vi lever uvidende om. I sit romanværk anvender han mange forskellige udtryk for hvad sjæl og sjælelighed har at gøre med. Men gennemgående opfatter Proust og romanens fortæller sjælen som en slags beholder, der huser eller skjuler barndommen i sig. En immateriel størrelse, man må tage højde for under sin læsning, når fortælleren beskriver sjælen metaforisk på skiftende måder. For Proust er metaforen sjælens sprog. Flere steder anvender han karret som en bærende metafor for sjælen gennem romanen; at sjælen er et kar, der kan fyldes. Der findes belæg for at sige, at for Prousts fortæller er sjælen et kar, der hele tiden fyldes med tid. Et kar fuld af indtryk fra tiderne, der gik, som man kun ved et tilfælde kan opnå sensorisk erindrings-kontakt med. Vi huser med andre ord selv sjælen, som vi først for alvor kommer i kontakt med via kunstens udtryk. Vi kan godt opnå sensorisk kontakt med en genstand eller et sted, vi har oplevet tidligere, men selve stedet og hemmeligheden derom kan forblive skjult for os med mindre vi støder på genstanden igen eller kunsten bringer os i kontakt med den. Det gør sig også gældende i forhold til fortiden. For Proust er det genfundne og genskabte indtryk nøglen fortiden og til hele hans romanværk: “Ligesom det er tilfældet med de hedengangne sjæle i visse folkesagn, bliver hver en time i éns liv straks inkarneret og skjult i en bestemt fysisk genstand. Der forbliver den fanget, fanget for altid, med mindre man støder på den pågældende genstand.”
Neal Ashley Conrad
LYSETS KAST. Det er umuligt at være her. Alting skrider ud. Der er ikke plads. En skygges skiftende dans. Et mørkes udvandede søjle. Hvad var det, jeg forlod? Det trækker efter mig som hud, der trækkes ud. Det løber over af bevægelse, mens naturen byder sig til, et mørkes bund lyser igennem. Erindringens presenning. Drømmens trækplaster. Hvad er det, jeg ankommer til?
BLOTTET. Du kunne intet stille op. Det skete bare. Pludselig stod du blottet som lyset. Men selv hvor intet vokser, ser du altings stejle vækst. Lige meget om du er der eller ikke. Vinden og lyset og verdensrummet ved besked.
KORS PÅ FILM. Hvad gik under, hvad blev tilbage? Kan du gætte, hvad jeg tænker på? Det kan du, men du prøver ikke engang. Når det ældste bliver det første. Kors på film. Intet overnaturligt dér, når verden blæser igennem dig. Dødens fejekost.
FORBLÆSTE LØGNE. Det skæve er lige. Det lige har aldrig stået. Det åbnes lukkede rytme. Som en hånd, der lukker sig om en gåde. Dine forblæste løgne. Den glinsende fremtrædelse af, hvad der kommer efter, men aldrig fuldt og helt har været der. Bevægelsen står stille, mens dagen hælder vind ud af håret.
NOGEN STÅR OG GLOR. Du står og grubler. Falder i svime over strukturer, ældre end dig, mønstre, formationer af liv og død, men hvor længe, hvor længe? Hvad er det vi ser, når vi ser? Er der ikke allerede nogen, der har set os? Nogen der står og glor på os, længe før vi har gjort os klart, at toget for længst er kørt. Men hvad er det, der sker? Ingenting på tusind måder, mens øjeblikket slår rødder op gennem universet. Du får øje på alt i et træ.
DET SKÆVE SVÆV. Kan du forklare mig, hvor det smukkeste bliver af? Nej, det kan kun fuglene med deres skæve svæv, sejlende i luften uden noget som helst til at forklare hvorfra og hvortil og hvorfor kvalmer dit navn op igennem mig.
I GÅR. Hun gør sig til i vinden fra i går.
AFTRYK. Vi går igen i hinandens liv. Fra tid til anden levner vi spor. Sætter et mærke i hinanden. Men for det meste bliver de skridt, vi har sat i andre, væk for os, før den anden, om nogensinde, bliver klar over, at de er der. At der er nogen der har rendt rundt i én i timevis.
HÆLDNINGEN. Det er hældningen. Det er den seje, stejle vækst, der stjæler opmærksomheden. Men det er skydningen, der gør forskellen. Hvad skal med og hvad skal ikke med og hvorfor. Hans kæreste er på vingerne i en ny tid, men hvor længe! Hvor længe med lommerne fulde af penge!
TILSYNEKOMST OG FORSVINDING. Der er ikke noget, der dækker for noget andet. Der er kun det tilsyneladende. Der er hvad du gør det til. Verdens glatteste vægge på automatpilot. Tilsynekomst og forsvinding. Uophørlige processer. Der er hvad der er.
OPKLARINGENS ØJEBLIK. Det er langt inde i Down By Law. Ingen kan længere finde vej. Dér er vejen. Gennem tågens fine, massive slør, den gyngende, sugende sump, hvor alting spejles uden forbehold. Opklaringens øjeblik.
DET LIGNER. Det ligner noget, det ikke er. Det smager af mindre end det burde. Den dag sardiner bliver til æbler er vi sammen igen.
DE RÅBER. Morgenen faldt igennem som en tung sten. Din stemme tog over, før himlen gav plads til det, der ikke skal være der. Du står midt i noget, du aldrig finder ord for. Det slår sig ud omkring dig som en lyd, du ikke kan fjerne. Navnene holder sig tilbage, men de kalder på os. De råber gennem puder. Hvisker mellem stjernerne. Fra jorden under os. Fra slugten du selv er. Fra de fjerneste egne, forklædt som en tilegnelse, der vil os noget. Din omvandrende grav.
LIVSGÅDEN. Alt begynder med et træ. Hver gang jeg løfter koppen med kaffe, ser jeg et træ lyse ud over verden som et tegn, som et håb, som en drøm om at forløse livsgåden. Det står der bare og lyser i mørkningen. Det skal ikke forklares, skal ikke gøres til noget andet og under ingen omstændigheder være aktør i et andet instruments tjeneste.
LYKKE. Du lægger det hele til rette. Du er kvinden. Du er fotografen. Du er bjerget, der skyder med mønstre af lys gennem den tidligste eftermiddags forsvarsløse lykke.
MENS TID ER. Du ved hvornår det begynder og slutter, men intet om, hvad det er og gør ved mig, ved os, ved alt der omgiver os. Det lader sig ikke forklare. Når noget skiller sig ud fra alt andet, skal du være opmærksom. Da er vi godt i gang med at blive beriget på måder, intet menneske kan. Det må vi respektere og samtidig tilgå, for alting kræver vores dybeste deltagelse, hvor meget vi end lægger ansvaret fra os. At sætte ord på, mens tid er.
LYS. Du har delfinens nøgternt glinsende læber.
SORG. Du ved hvornår det begynder og slutter, men intet om, hvad det er og betyder at miste det dyrebareste du har, mens du fortaber dig i nye mønstre og former, der indtager din verden, uden ord for sorg.
SPOR. Der er nogen, der aldrig når frem. Der er nogen, der aldrig kommer af sted. Der er nogen, der altid er på vej. Der er nogen, der ikke kender til ro. Sporene lokker, trækker os til og sætter os af et sted uden for tiden.
