Til hvert af mine fotografier har Neal Ashley Conrad skrevet Proust-inspirerede lyriktekster (se billedteksterne herunder). I forbindelse med udstillingen er udgivet en håndlavet kunstbog med forord af Banja Rathnov Nellemann og introduktion til Prousts univers af Neal Ashley Conrad.
Fotografierne af Peder Fredskild, I her skal se, er alle udstillede i forbindelse med “Sjælen er et kar fuld af tid – Marcel Proust til tiden” i Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i 2024. Udstillingen, som er en gruppeudstilling, er kurateret af ph.d. og proustekspert Neal Ashley Conrad. Her blander vi fotografi og maleri. Alle kunstnerne forholder sig til den verdensberømte roman af Marcel Proust ”På Sporet af den Tabte Tid”. Fotografiet forholder sig nemlig også til tiden. Til alle tider og i et eller alle menneskers liv. Tiden og evigheden. Sommerdag på stranden. Måneskin. Gammel og træt. Ung og energisk. Følelser vi alle genkender. Det som ustandseligt går igen i et menneskes eksistens. Vi fødes, vi vokser op, vi bliver forelskede, jaloux, vi ældes, vi dør… Vores eksistensvilkår er de samme. Peder Fredskilds tidløse s/h fotografier fremstår som eksistentielle statements. Er det drøm eller virkelighed? Hvad forestiller det egentlig? Det er nok mere stemninger og indre blikke. Er vi der eller var vi der? Proust er blevet kaldt mellemrummets digter. Fredskild kunne være mellemrummets fotograf. Fotografier er nemlig ikke kun billeder AF noget men også billeder PÅ noget. Altså, fotografier er også parafraser over et eller andet. Tegn og symboler. Nogen har sagt: “Ethvert fotografi er en gåde.”
Banja Rathnov Nellemann
Introduktion SJÆLEN ER ET KAR FULD AF TID For Proust er ordet “sjæl” en naturlig del af os, som vi lever uvidende om. I sit romanværk anvender han mange forskellige udtryk for hvad sjæl og sjælelighed har at gøre med. Men gennemgående opfatter Proust og romanens fortæller sjælen som en slags beholder, der huser eller skjuler barndommen i sig. En immateriel størrelse, man må tage højde for under sin læsning, når fortælleren beskriver sjælen metaforisk på skiftende måder. For Proust er metaforen sjælens sprog. Flere steder anvender han karret som en bærende metafor for sjælen gennem romanen; at sjælen er et kar, der kan fyldes. Der findes belæg for at sige, at for Prousts fortæller er sjælen et kar, der hele tiden fyldes med tid. Et kar fuld af indtryk fra tiderne, der gik, som man kun ved et tilfælde kan opnå sensorisk erindrings-kontakt med. Vi huser med andre ord selv sjælen, som vi først for alvor kommer i kontakt med via kunstens udtryk. Vi kan godt opnå sensorisk kontakt med en genstand eller et sted, vi har oplevet tidligere, men selve stedet og hemmeligheden derom kan forblive skjult for os med mindre vi støder på genstanden igen eller kunsten bringer os i kontakt med den. Det gør sig også gældende i forhold til fortiden. For Proust er det genfundne og genskabte indtryk nøglen fortiden og til hele hans romanværk: “Ligesom det er tilfældet med de hedengangne sjæle i visse folkesagn, bliver hver en time i éns liv straks inkarneret og skjult i en bestemt fysisk genstand. Der forbliver den fanget, fanget for altid, med mindre man støder på den pågældende genstand.”