Historien er skrevet til DR P1 morgen. Jeg tror, det var i 2003, hvor lytternes egne historier blev bragt i sommerradioen. Det skulle være selvoplevede episoder.
Hanne Sommer kom med sin båndoptager, og i vores mødelokale læste jeg historien op til radioen.
Teksten er let revideret i 2025.

 

Performance

– Erindring –

af Peder Fredskild 

 

Stilheden var intens. Vi sad på blå plastikstole. Lidt for tæt. 

Her skulle være plads til mange tilhørere, og hver en stol var i brug. Udenfor småregnede det. Lugten af klamt overtøj og de mange mennesker hang tungt i lokalet. Forestillingen var slut. Vi sad hver for sig med indadvendt eftertænksomhed. Ingen kontakt trods nærheden. 

Lang stilhed. Kom der mere? Skulle vi gå? Det ville blive pinligt for den første, der tog mod til at skramle med stolen mod flisegulvet.

Lokalet var råt, og scenen enkel. Et enormt amerikansk flag var spændt op. De rød-hvide striber fungerede som linjer for en tekst. En afskyelig tekst om massakrer. Vinkelret på flaget var der stillet et stort rørstillads op – i to etager – som det man bruger på byggepladser.

Der var performance-uge på Brandts. Forestillingen begyndte klokken 15. Den begyndte også med stilhed. Stilhed indtil en person kom ind og læste højt fra sit manuskript. Det var teksten på flaget: Verdens værste massakrer – Stalin udryddede 4% af den sovjetiske befolkning – Hilter udryddede 6% af verdens jøder – Amerikanerne udryddede 12% af Vietnams befolkning og 75% af Nordamerikas indianere.

Han fortsatte oplæsningen igen og igen, imedens der ved hver ny begyndelse kom en person mere til, som deltog i oplæsningen. På et nyt sprog – engelsk, russisk, hebraisk, vietnamesisk o.s.v. – indtil der stod 30 personer på stilladset og råbte massakrens groteske budskab ud på alverdens sprog. En skinger babylonisk larm bombarderede os på stolerækkerne. 

En efter en trak personerne sig tilbage igen. Da den sidste spage stemme døde bort, blev vi efterladt med vores egne tanker. Stilhed. 

Stilheden blev brudt, da en kvinde rejste sig: ”Jeg har lige fået at vide, at der er fløjet to fly ind i World Trade Center i New York. Og et fly har ramt Pentagon. De har lige sagt det i fjernsynet”. 

Usmageligt – som om forestillingen ikke havde været effektfuld nok allerede. Den slags spøger man ikke med, og denne sidste del gik over min grænse for brug af dramatiske effekter. 

Det havde været groft nok, den måde hun startede på, medens vi stod der ude i regnen og ventede på at komme ind. Der hævede hun også stemmen, og gav den samme meddelelse. Ganske vidst nævnte hun da kun ét fly. Allerede dengang føltes optrinet pinligt, men da håndterede vi situationen med et par overbærende humoristiske bemærkninger. Vi var selvfølgelig forberedt på lidt af hvert til sådan en forestilling. 

Men nu blev det for meget.

Alligevel var det befriende, at hun havde brudt stilheden. En lavmælt snakken bredte sig, og stolene skramlede. Lidt efter var vi ude i regnen igen. Oplevelsen bar vi med os op ad trapperne til kunsthallerne. 

Installationskunsten var befriende abstrakt. God at snakke overfladisk om. Den permanente fotoudstilling havde vi set før. Et udramatisk gensyn. Det var trygt at finde nye oplevelser i de kendte fotografier. Nu skulle vi bare lige hurtigt igennem Grafisk Museum, inden vi skulle ud og have den middag, vi på bureauet havde bestemt at belønne os selv med.

Udstillingernes indtryk havde lettet den ubehagelige følelse efter forestillingen. Nu kunne vi godt erkende, at det faktisk var stærkt og godt lavet.

Grafisk Museum på øverste etage var støvet og rodet. Kustoden sad rammet ind i sin skranke og så fjernsyn. Vi bevægede os forbi, og kastede et blik på skærmen. Stoppede op et øjeblik. Det var sgu overraskende. Der fløj igen en anerkendende tanke tilbage til forestillingen. Tænk, at tage temaet op her igen. At lade forestillingen fortsætte, som om det var virkeligt – nu en halv time senere, hvor det passede med den tid, det tog for os og flere andre gæster at nå denne sidste afkrog på Brandts. Utroligt. Der kørte levende billeder med fly, som røg durk igennem tårnene på World Trade Center. Et øjeblik efter sank et af tårnene sammen i et inferno af støv. 

Den timing måtte vi trods alt respektere. Og computeranimationerne var virkelig overbevisende lavet.

I næste sekund forandredes verden.

Tvivlen.

Kunne man virkelig få Samuel Rachlin til at optræde som en synlig berørt studievært i en performance på Brandts?