Glimt af erindring
– et minde er en uberegnelig ting, en oplevelse genoplevet, filtreret groft eller fint alt efter dagens tone, tidens mønster og det selskab, vi tilfældigvis befinder os i.
Fay Weldon: Praxis, side 78
DEN ANDEN VERDEN
Erindring
Klokken 22.25 forlader jeg denne verden og træder ind i en anden. Med mig har jeg nogle få fornødenheder. En tandbørste. Et par rene underbukser. Og et lille kamera.
Jeg er stillet plads til at hvile og sove i udsigt, og tillidsfuldt forventer jeg at få mulighed for at spise, når jeg bliver sulten.
Ved perleporten bliver jeg modtaget med imødekommende autoritet. Iført uniform og kasket, udstyret med SJ logo og en seriøs gummipolstret iPad.
Hun tjekker min identitet. Min ID-kode lyder: Vogn 21 Plads 37. En identitet, der ikke viser stand eller status, men kobler mig præcist til et sted. Vi er anonyme individer. Lige for alle.
Ude i livet fortæller mit CPR-nummer om mit køn og hvornår jeg er født. Alder giver en slags status, og ens køn en form for identitet. Men CPR-nummeret siger ikke noget om, hvor i livet jeg er eller skal være.
Hun står med sin gummipolstrede iPad under en elektronisk tavle, der informerer:
Spår 12a
22:25 Umeå Luleå
Orden og præcision. Det er på Stockholm Central.
Jeg skal hvile og sove i et lille lukket domæne med plads til seks indvånere. To sofaer overfor hinanden hver med plads til tre. Min plads er i midten. Tydelig mærket med nummer 37 i overensstemmelse med mine papirer.
Jeg er blandt fremmede. Føler mig som indvandrer. Her er bare ikke nogen fremmedfjendske med indfødsret. Vi sidder her. Seks mænd. Alle fremmede for hinanden. Vi smiler lidt anstrengt. Siger Hej eller Hejsan. Øjnene finder ikke hvile før vi en efter en tager telefonen frem og tjekker om der er nyt fra livet udenfor. Det er der ikke.

Pludselig begynder alt udenfor at bevæge sig. Stockholms lys og neonreklamer i livets hårde rytme glider forbi vores stille verden. Nu træder høje huse frem. Boliger stablet oven på hinanden med lys i de fleste vinduer. Der er stadig liv derude. Liv måske – levet i kasser, der aldrig har været i nærheden af naturligt liv. Men dog liv, levet i præcist elektronisk styret overlevelsesklima med ventilatorer og filtre bag et højisoleret ydre med termovinduer og tilgået via ekspreselevatorer.
Imens verden udenfor bevæger sig og skifter scene til uendelige nåleskove, er der stadig stilhed hos os. En går ud og kommer tilbage igen. Her sker ingenting. Slet ikke. Vi er i en verden med ro, kontrol, orden og tavshed. Hver sin plads. Mænd for sig og kvinder for sig.
Stemningen er som i en beboelsesejendom, hvor man møder hinanden i opgangen med høflig ligegyldighed, inden man forsvinder ind i sin egen private kasse. Der hvor ingen kan se eller høre, hvad man foretager sig.
En af mændene tager dog mod til sig og spørger: Hvor skal du hen? Jeg siger Luleå og bliver i samme øjeblik i tvivl – om mon Luleå nu også standser ved denne, min stille, ubevægelige verden.
Samtalen – eller skal vi kalde det den famlende begyndelse til en slags interaktion bliver afbrudt da kvinden med gummipolstret iPad stiller åbner ind til vores rum og foreslår, at vi går til ro. Klokken er 23, så må vi åbenbart ikke være længere oppe. Alt er tilsyneladende organiseret her. Måske tænker hun: Nu skal I sove drenge, så jeg kan få en blund i mit lille private lukaf. Hun fører sin iPad i dens hylster ved hoften med en bevægelse som en sherif, der sikrer og anbringer sin seksløber efter dagens arbejde.
Rummet skal møbleres om fra to bænke med seks siddepladser til seks liggepladser. Det kræver mere snilde, end seks trætte mænd fra en anden verden kan finde ud af. Hun demonstrerer rutineret og med stor autoritet. Et tryk der. Et drej hist. Et hiv her. Hun fordeler puder, tæpper og lagener inden hun overlader os i endnu en akavet situation. For mig at entre den mellemste køje, hvor overkøjen danner loft en god halv meter over lagenet.
Støvlerne er der plads til på gulvet. Men hvad med tøjet. Hvor meget skal af. Der hvor jeg kommer fra, sover jeg nøgen. Blufærdigheden blandt fremmede tilsiger i det mindste at beholde underbukserne på.
Det er en udfordring at få lagener, pude og tæppe på plads og samtidig liggende og klemt, diskret at afføre sig jakke, skjorte, bukser og strømper. At anbringe det hele sammen med min minimale bagage i et hjørne af den smalle liggeplads.
Efter mas og stønnen, men stadig uden et ord fra mine nærmeste bliver der igen ro og stilhed. Behagelig hvile indfinder sig til den rytmiske rumlen og sagte duven. Indtil presset mærkes, som det altid gør for mig ved 3-4 tiden om natten. Udfordringen er nu at slippe ned og ud uden at træde den underliggende i ansigtet.
I min private verden, går jeg bare ud og tisser uden en trævl på kroppen. Men hvordan i dette kollektiv blandt fremmede. Hvor går grænsen. Hvornår er jeg krænker. Og hvad nu, hvis jeg møder væsener af modsat køn.
Jeg tager et håndklæde om livet og sætter bare fødder i støvlerne, inden jeg træder ud af vores seks mands private domæne. På vej til toilettet nikker jeg til hende på sin vagt. Hun smiler servilt bag sin rude. Jeg har altså ikke været upassende eller overtrådt uskrevne regler her, hvor intet er sagt og alting synes givet.
Lettet nyder jeg i nogle minutter den lyse sensommernat på den anden side af vinduet. Spredte nåletræer, små søer og mosestrækninger bevæger sig forbi. Her er ideelt for en stor elg i mosekonens bryg. Den er der ikke. Den kan sikkert ikke følge med i det tempo, verden bevæger sig. Måske når den frem senere.
Tilbage i det mit privatområde bliver jeg igen moslet på plads. Snævert som i en kiste. Det bliver trangt, når den tid kommer.
Morgen. Tøj på. Bevæge sig to vogne frem til bistroen. Her dufter anderledes end i et lille rum med seks sovende mænd. Her dufter af kaffe og kanelsnurrer. Her mødes individer af begge køn. Her er ikke faste pladser. Her kan man taler sammen. Her er en vært, der smiler og skænker kaffe op i papkrus. Her sidder vi ved små borde sammen med folk, vi ikke kender. Et afslappet frirum i den stille verden.
Herligt at åke med tog, siger min nærmeste. En glad, udsovet, rund morlille. Jeg besøger min søn i Stockholm en gang om året, fortæller hun, og hendes frydefyldhed viser, at det er årets højdepunkt.
Et eventyrligt landskab med bakker og skov bevæger sig forbi i dagens første gyldne solstråler.
Efter 13 timer og 15 minutter i denne stille og forunderlige verden, har Luleå bevæget sig 1.052 km og stanser klokken 11.40 præcist udenfor mit lille domæne.
Jeg forlader en boble af orden, ro og varme.
Ude i Luleå er der regn, kulde og blæst. I Lange lige gader lever folk, der skutter sig og haster af sted.
Kulturcentrets café lokker indenfor til en kop kaffe. Der sidder bare én gæst. En ung studerende med sin dator, måske i gang med en eksamensopgave. Hejsan, siger jeg og nævner lidt om regn og blæst. Det får hende, Maria hedder hun, til at fortælle.
For 400 år siden flyttede Luleå ud til denne plads ved fjorden, hvor vanddybden er stor nok til udskibning af malm fra Kiruna. Byens vise fædre engagerede en berømt italiensk arkitekt til at lave planen for den nye by. Han anlagde et grit af lige gader, vendende i den fremherskende vindretning, så der kunne blæse kølighed og frisk luft fra fjorden ind i gaderne. Derfor er Luleå altid kold og blæsende, forklarer Maria.
Jeg drikker min kaffe og drager min konklusion.
Berømte kreatører skaber i den bedste mening storslåede miljøer, men uden indlevelse og forståelse for det liv, der leves langt fra deres uvirkelige verden. Og dem der hersker, beslutter de mest vanvittige projekter i befippelse og benovelse over berømthedernes fantastiske kreationer.
Sådan formes fremskridt og vækst.
Og sådan blev Luleå kendt som et koldt og blæsende sted i Norrbotten
Efter min genopstandelse mærker jeg duften af fjorden, blæsten og regnen. Lyden af værftet, malmhavnen og de lange lige gader. Varmen fra solen, værtshuset og de mennesker jeg møder.
Jeg er i de levendes verden.
Således oplevet den 21. – 23. september 2021
– genoplevet og filtreret i påsken 2026
NORRBOTTEN
Jeg ankom fra Luleå til Boden C kl. 12:57. Helt efter planen.
Boden er et knudepunkt, hvor SJ betjener trafik i tre retninger i Norrbotten.
En lille blindtarm på jernbanen mellem Luleå og hovedbanen sydpå.
Boden C – altså centralstationen. Et solidt bjælkehus som stationsbygning. Overdækning af perronerne båret af bomstærkt norrlandsk tømmer. Svenskrødt.
Udsigt til uendelige svenske skove. Ingen bebyggelse i syne.
Mit tog til Umeå skal afgå kl. 13:19 fra spor 2. Fra Umeå skal jeg med nattoget hjem.
Over spor 2 er annonceret: ”Umeå östra: ändret til spår 3”.
Ok, Det er kun fem skridt på dette centrale jernbaneknudepunkt.
Over spor 3, der normalt fører til Haparanda og for mig i den forkerte retning, er annonceret: ”Tillfälldigt avbrott”.
Der samles en pæn flok forvirrede, urolige rejsende ved spor 3.
Det er koldt og overskyet. Vejrguderne også i tvivl. Skal de efterlade os her i tørvejr eller måske lade det regne lidt på os.
En mistrøstighed af tvivlende mennesker. Tavshed. Grå himmel. Tomme jernbanespor.
Ingen mennesker med kasket og togfløjte.
Der er få minutter til jeg skal beslutte om det første det bedste tog, der afgår, er det rigtige for mig.
En fejltagelse vil betyde en dags forsinket hjemkomst efter fem dage og nætter på rejse.
Ved spor 3 står dog én kvinde som udstråler ro.
”Ved du om toget til Umeå afgår fra sporet her?”, spørger jeg.
”Ja.”
”Jeg ser det ikke klart på skiltene, Og jeg vil helst ikke i retning af Haparanda.”
”Toget til Umeå kører herfra om lidt.”
“Er du sikker?”
”Jeg rejser hver dag til Umeå.”
Pause…
”Det betyder ingenting, hvad der står. Toget kører til Umeå!”
Pause…
”Jeg jobber ved SJ.”
Toget til Umeå afgik fra spor 3 kl. 13:19.
Hvad betydning har ”Tillfälldigt avbrott” på en elektronisk informationstavle på en øde centralstation i Norrbotten.
Toget kører upåagtet derthen, hvor det skal.
Besindighed i Norrbotten.
Det var 16. september 2021- og således erindret i marts 2026
.
.
HVOR HAR VI DET NEMT…
Nyfalden jomfruelig sne. Let og fin. Ingen forræderiske fodspor, der ødelægger fornemmelsen. En let plastskuffe, der slipper sneen. Plane fliser at skovle på. Det er en ren fornøjelse 🙂
Imens tænker jeg på min barndoms vintre. Dengang, det var rigtig koldt og der var rigtig meget sne. Min far fandt den store lette kornskovl i laden. Eller når sneen var hård, tung og dyb – den mindre graveskovl til at stikke passende sneklodser ud og kaste over bjergkæden af sne langs vejen. Kulden holdt han symbolsk ude af stalden med en halmvisk i den knuste rude. Han dækkede halm over roerne i roehuset. Køerne kunne ikke holde rummet frostfrit. Min mor fandt lysestumper til at smelte og smøre skovlen. Hun varmede hans træskostøvler ved komfuret. Far tog to overfrakker på. Og skindhuen med øreklapper. Ud og rydde, så mælkekusken kunne komme ned ad vejen. Køerne skulle passes, malkes og mælken skulle på mejeriet. Der var ingen anden mulighed. Bagefter ind i varmen. Morgenmad med øllebrød og kaffe med Richs. Og så skulle mor ud og se om vandet var frosset hos hønsene. Tø op med lunkent vand fra komfurets vandgryde. Sådan gik morgenerne omkring kyndelmisse…
Sådan erindret vinteren 2026
