HVOR HAR VI DET NEMT…

Nyfalden jomfruelig sne. Let og fin. Ingen forræderiske fodspor, der ødelægger fornemmelsen. En let plastskuffe, der slipper sneen. Plane fliser at skovle på. Det er en ren fornøjelse 🙂

Imens tænker jeg på min barndoms vintre. Dengang, det var rigtig koldt og der var rigtig meget sne. Min far fandt den store lette kornskovl i laden. Eller når sneen var hård, tung og dyb – den mindre graveskovl til at stikke passende sneklodser ud og kaste over bjergkæden af sne langs vejen. Kulden holdt han symbolsk ude af stalden med en halmvisk i den knuste rude. Han dækkede halm over roerne i roehuset. Køerne kunne ikke holde rummet frostfrit. Min mor fandt lysestumper til at smelte og smøre skovlen. Hun varmede hans træskostøvler ved komfuret. Far tog to overfrakker på. Og skindhuen med øreklapper. Ud og rydde, så mælkekusken kunne komme ned ad vejen. Køerne skulle passes, malkes og mælken skulle på mejeriet. Der var ingen anden mulighed. Bagefter ind i varmen. Morgenmad med øllebrød og kaffe med Richs. Og så skulle mor ud og se om vandet var frosset hos hønsene. Tø op med lunkent vand fra komfurets vandgryde. Sådan gik morgenerne omkring kyndelmisse…

Sådan erindret vinteren 2026