Novellen er skrevet på et skrivekursus på Vestjyllands Højskole i 2002. Vores underviser var forfatter Rune Stefansson. Temaet skulle være: ”FREMMED”, og der skulle forekomme udklædning, forklædning eller lignende.
Ideen var at novellerne skulle sendes til AOF novellekonkurrence. Min novelle blev udvalgt og trykt i hæftet PERSPEKTIV i 2003 – et ”Temanummer om at være fremmed”.
Teksten er revideret i 2025.

 

Ellens rejse

– Novelle –

af Peder Fredskild 

 

Det var i september 2002. Tilfældet ville, at de mødtes i den Pakistanske by Chaman nær grænsen til Afghanistan. De kendte lidt til hinanden fra politiske møder og demonstrationer derhjemme.

Ellen studerede Mellemøstens Sprog og Samfund ved Københavns Universitet. Hun var 22. Stærk og selvstændig. Nu havde hun taget et års orlov efter første del af sit studium. Hun var rejst ud for at forstå, hvad det var, hun studerede. 

Martin var en mager og senet fyr på 25 med energiske blå øjne. Hans umiddelbare mod, handlekraft og nærvær var intenst. 

Ellen havde ingen sympati for, at amerikanske soldater blev sendt til Afghanistan som hævn for terrorangrebet 11. september. Hun kunne ikke se verden blev bedre af først at bombe et land sønder og sammen for at overmagten bagefter kunne etablere sig som overformyndere. 

Hun mente som så mange andre, at det var Mellemøstens olierigdomme, der gjorde de vestlige herskere parate til at ofre blod for olie.

Den diskussion havde hun været igennem hundrede gange ved spisebordet i hjemme i Lyngby. Hendes far var en god og indsigtsfuld diskussionspartner. Hun holdt meget af ham. Han var oberst i Den Internationale Brigade. Men da han blev sendt med det danske kontingent til Afghanistan, fik Ellen en ubehagelig fornemmelse af at de levede i hver deres virkelighed. Hun forstod ikke, at hendes far kunne tilslutte sig krigens dogmer. Selv som officer i en efterretningsafdeling, der ikke direkte deltog i krigshandlingerne, var han en del af et system, hun fandt både urimeligt og undertrykkende.

Ellen var rejst ud for at se, høre og forstå. Hun kunne tale så meget persisk, at hun kunne få et førstehånds indtryk af meninger og holdninger hos de folk, hun mødte i Pakistan. 

Beundring for Martins kompromisløse vilje til at slås for sin opfattelse af virkeligheden, overbeviste – trods tvivl – Ellen om, at det ikke var nok at være tilskuer til livet. Hun måtte selv gøre en indsats.

Martin var i Pakistan hos taliban-krigerne for at skaffe hårdt tiltrængte reservedele til krigernes våben i Afghanistan. Ellen mødte ham på et af taliban-netværkets diskrete kontaktsteder på en markedsplads i Chaman. Ellens tilforladelige væsen og hendes sprogkundskaber havde bragt hende indenfor. Hun var lidt stolt over, at have fået adgang til at interviewe personer, der selv var direkte involveret i krigen. 

I Talibans forsyningsnetværk havde man savnet en troværdig vestlig hjælper, der kunne infiltrere hjælpeorganisationerne i Afghanistan. For at skaffe forsyninger fra lagrene til krigerne i bjergene. 

Ellen fik kodeord for at give sig til kende hos en taliban-gruppe i Kandahar. Hun blev klædt i en burka, så hun kunne færdes ubemærket, og hun fik anvist en rute ind i Afghanistan. Under burkaen bar hun 350 detonatorer til landminer. 

Martin forsvandt ad uransagelige veje til sine kammerater i de afghanske bjerge.

Ellen havde det svært med at involvere sig. Samvittighedskvaler i forhold til sin far. Også Talibans ideologi gav hende kvaler. Men Martins kompromisløse handlekraft gav hende mod – og harmen over amerikanernes brutale fremfærd mod landets kultur overbeviste hende om at gøre noget.

Efter to uger i Kandahar lykkedes det Ellen at skaffe informationer om ruten for en lastbil med forsyninger fra Folkekirkens Nødhjælp. Taliban røvede forsyningerne i et baghold. 

Hun havde løst sin første opgave. Nu blev hun involveret i at distribuere de stjålne fødevarer til Talibans grupper i bjergene. Der håbede hun også at møde Martin igen. 

En eksplosionen bragede et par hundrede meter nede ad sporet, der førte op til en ruinby, hvor tre kvinder var i gang med at organiserede rovet. De havde placeret et par miner for at sikre sig mod at blive overlistet af patruljer, som brugte alle midler for at afbryde taliban-krigernes forsyningslinjer.

”De nåede vist ikke at opdage os”, sagde Ellen. De spejdede gennem groft vævede ruder i burkaerne og registrerede, et smadret køretøj. UN stod der med blå skrift på resterne af bilvraget.

Det varede kun et par minutter, før en helikopter kom og samlede døde og sårede op og forsvandt. ”Denne gang fik vi dem,” konstaterede Ellen lakonisk.

Men et strejf af ængstelse trængte sig på. 

Far. 

Ro på nu. 

Han sidder jo med sine efterretninger i Kabul, tænkte Ellen beroligende for sig selv.  

Kvinderne arbejdede videre med at fordele små sække og dunke mellem sig. Det var ris, mel og olie, som de tog fra slidte papkasser med mærker fra Folkekirkens Nødhjælp. Madvarerne anbragte de så godt som usynligt under burkaerne. 

De bevægede sig vagtsomt ad en stejl sti gennem ruinbyen. Ruten skulle være sikker. Alligevel dukkede en amerikansk patrulje op. Da soldaterne råbte kvinderne an, gik Ellen i panik og stivnede et øjeblik. Hendes kammerater gjorde sig lynhurtigt usynlige i ruinbyens labyrinter.

Timers kørsel i en skramlende lastbil med sine egne skrækindjagende tanker føltes uendelig. Ellen gøs ved tanken om det, hun havde hørt om amerikanernes hårdhændede forhørsmetoder. Tortur, ydmygelser og det der var værre. 

Hun besluttede aldrig at røbe oplysninger om Taliban. Koste hvad det ville.

Endelig stoppede bilen, og Ellen blev ført ind i en bygning, der var slemt medtaget af skud og granater. 

Det eneste, Ellen i sin ydmygelse og rædsel registrerede, var et stort snavset lokale. Soldater og skramlen af våben. En fremmed lugt af uniformer, ammunition og olie. Alt var uvirkeligt for hende. 

For et par måneder siden passede hun trygt sine studier, og nu var hun i midt i krigen. Ganske vidst uskadt, men konfronteret med hårde blikke fra soldater, som hun – trods sin skepsis – ubetinget ville have betragtet som sine beskyttere for et par uger siden.

En sergent flåede brutalt burkaen af hende foran de officerer, der skulle afhøre hende. Hun trak vejret dybt og forsøgte at tænke klart. Lod blikket glide rundt i lokalet.

Ved lyset fra et hul i muren stoppede hun op. 

Under en hvid bandage med spor af blod, som forhørslederen havde om hovedet, opfangede hun chokket og fortvivlelsen i sin fars øjne, da han registrerede sin datters forfærdelse.

Stilhed. 

Sekunders evighed. 

Kun støvkorn dansede i solstriben.